Jeg er pensioneret psykolog og tidligere sygeplejelærer og har valgt at skrive denne bog om mine oldeforældres skæbne under 1. verdenskrig fra 1914-1928 og frem til Genforeningen i 1920. 

Bogen er en dramadokumentarisk fortælling, der tager sit udgangspunkt i hovedpersonen Johannes Hansen Petersen og hans skæbne på slagmarken i Frankrig og Belgien, samt hans hustru, Frida, født Nielsson der er 2. generations indvandrer fra Sverige. Af samme grund veksler fortællingen mellem ægteparrets respektive krigsoplevelser på hhv. slagmark og i hjemmet.

Bogen kommer også tæt på Frida og den mangel og nød krigen påfører hende, mens hun drager omsorg for de 5 børn i alderen 3 mdr. og 5 år, som hun efterlades alene med da krigen bryder ud. Data herom stammer hovedsagelig fra familiens ældste datters erindringer om sin opvækst i fodermesterboligen på Philipshof i Ullerup på Sundeved, samt fra de øjenvidneberetninger der er offentliggjort i Historisk Samfund Sønderjyllands skrifter, samt på nettet. 

Jeg har lagt vægt på, hvordan Johannes behandles for sine alvorligt krigsskader på lazaretter, tusinde kilometer borte fra hjemmet, så det pres Frida oplever, kulminerer i et chok, da hun fire måneder senere endelig ser ham i Flensborg, som dødeligt syg. Det igangsætter en for tidlig fødsel i 6. graviditetsmåned, hvor en barnepige har fortalt mig, hvad Frida konkret gjorde i forsøget på at få den længe ønskede søn, Ole til at overleve. Men i 1916 dør han, men hans storesøster, Anna glemmer aldrig omstændighederne omkring hans dåb.

Bogens dramatiske del er min frie digtning om de samtaler, jeg forestiller mig Frida og Johannes har haft med hinanden og deres nærmeste familie, især med Fridas forældre, Anna og Ola, samt hendes storesøster, Emma. 

Emnerne er som oftest dét, jeg har dokumenteret ovenfor, begrundet i mit kendskab til hvad Fridas børn huskede deres forældre var optaget af. 

Det kan ikke nægtes at jeg har lagt vægt på de psykologiske aspekter som krigen medfører, som påvirker både forældre og børns liv og næste generation med dem. 

Den måde Frida og Johannes søgte at afbøde presset først fra tvangsgermaniseringen og så fra krigen var munterhed, så børnene lærte at le af de ”snobbede preussere,” der bildte sig ind de var mere end den gemene dansksindede hob. Dét blev de så ved med resten af deres liv. 

Hjørdis Faaborg.