Da 1. verdenskrig bryder ud, den 1. august 1914 har der været fred i Tyskland og dermed Nordslesvig i de sidste 43 år. Ingen ved rigtigt, hvad krig i den daværende moderne tidsalder er, nu hvor mekaniseringen næppe er nået til landbruget endnu. Bogen følger fodermesterparret, Frida og Johannes gennem krigen, fra Phillipshof i Ullerup til Frankrig og Belgien. Parret har 5 børn, hvoraf den yngste er 3 mdr. og den ældste er 5 år. Frida lades alene med mere arbejde på gården og i hjemmet, der også tæller hendes forældre. Selvom de er oppe i årene, arbejder de stadig på et teglværk i Egernsund om sommeren, men når teglstenene ikke længere kan lufttørres, slukkes ovnene, og så flytter Anna og Ola op til Frida, deres yngste datter i Ullerup.

Lydighed til døden

Krigen bryder ud midt i høsten, da også landarbejderne indkaldes er det kvinder, børn og gamle der må bjerge høsten. På kasernen i Flensborg genopfrisker mænd marchtræningen, men mest betydningen af: ”Lydighed til døden” i det militaristiske Tyskland. Krigens barske ansigt møder de først, da de tvinges over den belgiske grænse, ind i et neutralt land, uden krigserklæring. Johannes, der hører til de modne soldater, præsenteres hurtigt for mekaniseringen, idet han udtages til tjeneste som grænsevagt fra Kongeåens grænse til Danmark, ud til Vesterhavet og ned langs Nordslesvigs kyst, hvor englænderne kunne risikere at lande deres tropper. Transporten foregår i bil og Johannes, der viser sig at være dygtig til mekanik, udtages som chauffør af bilerne. Som det skal vise sig, er preusserne kloge nok til at oplære sine chauffører til, også at kunne reparere motoren og det skal siden blive Johannes´ redning. Kun få i Ullerup har siddet i en bil, og Johannes sender et billedkort hjem fra træningslejren, Lockerstedter Lager, hvor han stolt troner foran rattet i det hypermoderne militærkøretøj anno 1914. Til en god bekendt, snedkermester Paulsen i Ullerup skriver han, der er kendt som en lun mand, på kortet: ”Som i kan se her, er her rigtigt spast” - før han alvorligt tilføjer: ”Hjemme er dog bedst og om 7 dage skal jeg afsted,” og dermed mener han til slagmarken i Belgien.

Politisk upålidelig

Turen til Belgien foregår pr. tog, og fra da af møder vi ikke Johannes i bil. Han er indkaldt til danskerregimentet Reserve Infanteri Regiment 86 i det 7. kompagni og tilhører en deling på ca. 10 mænd, som er hans nærmeste soldaterkammerater. De involveres ikke direkte i kamphandlinger i Belgien, men sættes i stedet i march til Antwerpen, hvor de skal bevogte et belgisk fort. Lyden af de detonerende granater lyder omkring dem, mens de skræmmende store brag kommer fra ”Tykke Bertha”, tyskernes nye og største kanon. Få dage efter ankomsten til Antwerpen er tyskerne ved at miste herredømmet ved Roye, så Johannes´ kompagni sættes atter i ilmarch ned gennem Belgien og Nordfrankrig, midt under den verserende hedebølge. Da Roye og Nyon er indtaget, udkommanderes Johannes til først at gå vagt, siden til at levere materiel til skyttegravsbygningen og til sidst leverer han våben og ammunition, så langt ud til 1. linje, som det er muligt med hest og vogn. Kan han ikke komme længere med køretøjet, kravler han og hans kammerat det sidste stykke, mens de slæber en kurv med granater imellem sig. Bilen hører vi ikke mere til, muligvis fordi Johannes er kendt fra møderne i den danske bevægelse, hvorfor Landeraaden i Sønderborg Amt stempler ham som: ”Politisk upålidelig”. Krigen igennem er der stor mistro til sønderjyderne, som formodes at ville flygte til Danmark, og af samme grund får Johannes ikke bevilliget sin lovpligtige orlov én gang om året. I nytåret 1914 leverer han våben og granater til angrebet på byen Soisson, syd for Noyon, som fronten derefter tager navn efter.

Minesoldat

Henimod sommeren 1915 er tyskerne ved at tabe grebet om fronten ved Loretta højen, og Johannes og hans heste sættes igen i al hast i toget, der med il fart kører op til Lens, hvor de lægges i kvarter. Johannes skal også her levere våben til foden af Loretta højen, men da området er et mineområde, bliver han inden længe udkommanderet til, at leverer sprængstof ud til de tyske miner i stedet. Det foregår fra det stationære tog og over i tipvogne, som han og kammeraten skal skubbe på skinner, mange kilometer ud til minenedgangene. Men grundet dette svære skubbearbejde, pådrager Johannes sig et lyskebrok, så lægen udstyrer ham med et brokbind. Kort efter udkommanderes han til en mindre anstrengende tjeneste ved mineudhugningen i et nyoprettet kompagni, og i den egenskab er han med til at udhugge den største beskyttelsesmine på Vimy fronten: ”Prinz Arnulf Minen.” Inden længe udtages han til at blive minesoldat, hvorfor han sendes på minekrigskursus i Nordfrankrig og derfra, kommer han endelig hjem på orlov i nytåret 1915.

Tilbage til fronten

Tilbage ved fronten igen i januar 1916, føres hans kompagni tilbage til RIR 86, som et nyoprettet, fuldgyldigt minekompagni, og inden 14 dage bliver Johannes del af et større mineangreb. Fra tidlig morgen den 28, januar 1916 samles soldaterne i minen, i den såkaldte: ”Münchener Lager”, der er minekompagniet ved RIR 86´udgangspunkt for angrebet. Man kan aldrig vide, hvorvidt franskmændene har formået at hugge deres egne miner ind under de tyske, og for at de ikke skal kunne høre dem, samles soldaterne så stille som muligt. Al tale foregår med hviskende stemme, og der lyder ingen høje kommandoer, for hører franskmændene dem kan de, hvad øjeblik det skal være, sprænge deres mine og sende kompagniet og Johannes til vejrs med et brag.

Denne særlige dag kommer kommandanten listende til. Han og en lille gruppe sprængningssoldater kravler ud i det udhuggede sprængkammer, inde under den franske linje. Her forbinder gruppen sprængningsmaterialet med sprængningsapparaturet, hvor mineingeniøren i sikker afstand, sidder parat til at trykke håndtaget ned, alt sammen efter aftale med kommandanten ovenover minen. Da viseren nærmer sig det aftalte sprængningstidspunkt, lyder det på tysk: ”Maul auf!” og alle gaber, som store fisk, der netop er landet på en søbred, gispende efter vejret. Den åbne mund skal udligne trykket i soldaternes indre øre, når eksplosionen lyder og sekunder før dét sker, høres en knasende lyd fra dybet, langt nede i jorden, under soldaternes fødder. Den lyd breder sig ud, bliver dybere og højere, indtil braget kommer rullende ind over minen og soldaterne i den. Det lyder som et mægtigt, rasende rovdyr, der udstøder et brøl, før et lige så mægtigt brag ryster minen. Mændenes kroppe rystes i takt hermed, flere grader frem og tilbage. De der står udenfor, ser en mægtig kaskade af jord, sten, kridt og støv, der slynges 100 meter op i luften, spreder sig i en vifte af yderligere 100 meters omkreds, før det i et åndeløst sekund brager mod jorden i et mægtigt brag. De franskmænd der overlever eksplosionen, som står for tæt på, bliver levende begravet af nedfaldet, der raser mod jorden som i et tordenbrag fulgt af mægtige hagl.

Levende begravet

Johannes løber ud af deres beskyttelsesmine med en gruppe maskingeværskytter, for at hjælpe dem med at placere og planere pladsen, hvor deres maskingevær på fødder, skal stå. Dernæst gælder det granatkasterne, der også skal placeres på den side af det mægtige krater, som hans deling har fået anvist. Imens raser det franske modangreb over jorden. Før tyskerne kan indrette krateret til angreb og forsvar, gennemsøger Johannes den forvitrede jord, der er kastet hulter til bulter i eksplosionen, for om der skulle befinde sig overlevende franskmænd i stadig intakte minenedgange. De skal tømmes for fjender, før tyskerne kan bruge dem til nye minenedgange. Uden Johannes bemærker det, sker dét han ellers advarer alle nyankomne soldater om: Mens han har været optaget af sit, står han pludselig alene i krateret! De andre er forsvundet ud og op over kraterlæberne mod de franske linjer.

En granat rammer på kraterkanten over ham og jord, sten, kridt og ler skrider ned over ham og begraver ham levende. Der ligger han så med næsen over jorden og kan næppe trække vejret. Han kan ikke komme op ved egen hjælp, og ingen kan høre hans fortvivlede råb om hjælp, der for ham lyder højt, men næppe er hørligt, fordi han ikke har luft til at råbe ud med. Han er dybt ulykkelig, og mens granaterne falder omkring ham, overvældes han af en følelse af at han med sin uforsigtighed, har svigtet Frida og børnene derhjemme. Men det er også i dén situation, han træffer en bevidst beslutning: ”Jeg VIL hjem til Frida og børnene igen!” og den tanke er så stærk, at han kan holde fast i den, resten af krigen.

Johannes bliver ikke fundet før næste morgen. Kammeraterne graver ham fri, hjælper ham op og børster jorden af ham: ”Der skete jo ikke noget?” siger han lettet, mens han ufrivilligt tisser i bukserne. Der skal gå en måned, før hans krop viser, han er dødeligt syg.

  Jeg håber, at det bliver en søn

Frida derhjemme mærker en sær uro og budskabet når hende, kort efter hun har skrevet et brev til Johannes om, at hun vist er blevet gravid igen: ”Jeg håber det denne gang bliver den søn, vi begge ønsker os” skriver hun. Men i Frankrig tisser Johannes kødrester og i takt med, at hans knuste nyrer næsten holder op med at fungere, svulmer han op i hele kroppen. Foruden at være dødeligt syg, ryster hans hænder umotiveret i dét, soldaterne kalder granatchok, men som lægerne kalder pjækkesyge, indtil Johannes indlægges direkte på lazarettet for hårdt sårede.

Det er en sygeplejerske på lazarettet, der må skrive til Frida og fortælle, hvor syg Johannes er og det igangsætter et drama i fodermesterboligen. Frida geråder først i rædsel over, om han vil overleve? Men sygeplejersken har bedt hende skaffe grønt som Johannes må få i den nyrediæt, han fra nu af skal følge, som er svære af skaffe under krigen. Så Frida og hendes mor fermenterer kål, sylter rødbeder og pickles, af de resterende grøntsager fra sidste års høst, uden at børnene behøver at sulte. Deres vanlige husmandskost, må han nærmest ikke få, da den består af røget flæsk og løgsovs, lavet på skummetmælk. Fridas forestillinger om, hvor syg Johannes er, kulminerer da hun endelig genser sin mand, på lazarettet i Flensborg, 4 måneder efter han lå levende begravet ved Vimy. Lægen kalder hans udseende for en: ”Typisk Nefretiker”, så Johannes ligner dét han ér, nemlig en dødeligt syg nyrepatient. Frida får et sådant chok, at hun en uge senere går i for tidlig fødsel og føder deres lille, bitte og højst ønskede dreng, Ole, som hun kæmper for at få til at overleve. Storesøster Anna ser nøje til og samler billeder af dramaet op, som hun gemmer i sig. Det der gør størst indtryk, er præsten der kommer ilende på cykel i fuld, ornat, mens barnepigen af samme navn, kan fortælle, hvad Frida konkret gør, for at prøve at redde sin for tidligt fødte søn i 1916.

Men uden lægehjælp dør lille Ole. Johannes tildeles 4 dages begravelsesorlov fra lazarettet i Flensborg, men den ”orlov for krigssårede” der gives til de tysksindede, får han ikke. I stedet bliver han sendt til Somme, hvor de hårdest kampe netop er startet i juli 1916. Grundet sine ødelagte nyrer, tildeles han dog en skåne tjeneste som lejropsynsmand. Men så er tyskerne ved at miste luftherredømmet, så Det tyske Krigsministerium samler deres tre små eksisterende værn i ét, og fordobler kapaciteten. Flyverne har status som kommandanter, og Johannes bliver udkommanderet til at være oppasser for en flyver, der også har gjort tjeneste ved 1. Armé, RIR 86, i III. division med hjemsted på Sønderborg slot. Johannes stationeres på Fliegerschule Travemünde ved Lübeck, ca. 200 km fra hjemmet i Ullerup. Her får han den nyrediæt, han er ordineret og det heler hans nyrer så godt, det er muligt.

Flyver

De unge flyvere skal bestå eksamen i flyvning og i de 4 mest anvendte flymotorer i den tyske hær og da Johannes véd noget om motorer fra sin tid i Glockerstedter Lager, varer det ikke længe før, man lægger mærke til hans kunnen. Da de nye fordoblede hold i en nye uddannelse starter i marts 1917, er Johannes én af flyvereleverne, og da det viser sig han har talent, bliver han udtaget til specialuddannelsen som Flieger- und Flugmotoren Reparatur Mann, som vi i dag kalder flymekaniker. Eksamen aflægges på flymotorværkstedet ved Østfronten i Warschau, hvor Johannes for første gang under krigen skal lære at skyde mod bevægelige mål - og består. Han erhverver sig et særligt ærmemærke, der viser hans tilhørsforhold til flyvevåbnet, hvorefter han udstationeres på ”Forsøgs- og øvelsesflypark Brüssel” i Belgien. Det er Vestfrontens væsentligste reparations- og udviklingsværksted, og her gør Johannes tjeneste resten af krigen. 

Således går det til, at Johannes tilbringer de sidste halvandet år af krigen med hovedet nede i en flymotor, eller genopretter blik på havarerede fly, eller bygger gode idéer fra fjendens fly ind i de tyske. Han bryder sig ikke om at alle og enhver skal vide, han har ”hjulpet” tyskerne i deres krig, så han fortæller sjældent om de, dengang præstigefyldte uddannelser han har fået hos preusserne. Eftersom Vestfronten er essentiel for tyskernes luftkrig, bliver de mest moderne én-dækker fly, først indleveret til reparation og videreudvikling på dét værksted, hvor Johannes gør tjeneste. Tjenesten interesserer Johannes og han er god til den, også så god at han, da våbenstilstanden træder i kraft, får et frit valg om sin fremtid. Det sker yderst sjældent for en dansksindet sønderjyde, der generelt har været at betragte som en andenrangs borger. Derfor har dét valg også dannet baggrund for bogen titel: ”Hvis jeg selv må bestemme”, og jeg kan næsten høre, hvordan Johannes studser og vender skråen, før han svarer.

Hjemsendelse og genforening

Bogen slutter med hjemsendelse, afstemningstidens spændende hændelser, set med familiens briller og Genforeningen, der bliver fejret i familiens skød. Det sker af skuffelse over, at H. P. Hansen, som Johannes og Frida har fulgt i kampen for danskheden i alle årene, bliver vraget som hovedtaler på Kongeskansen i Dybbøl den 11. juli 1920. Dagen efter besøger Kong Christian den 10., Dronning Alexandrine, Kronprins Frederik og Prins Knud, Grev Reventlow på Sandbjerg slot, hvor Frida og Johannes kommer på udflugt med vennen, blinde Nis. Datteren Anna ser her dronningens imponerende hat, pyntet med blomster, og det syn glemmer hun aldrig. Da hun i sin fars sted, inviteres med til indvielse af pladsen, hvor mindeparken for de faldne sønderjyder skal oprøres ved Marselisborg i Aarhus, forærer han hende, hendes første damehat og dét skal ikke blive hendes sidste.